Med den enestående sammenstilling af moderne kunstværker, motorer og marinemalerier vises på sommerens særudstilling på Sønderborg Slot helt nye aspekter af industrialiseringen. Med fokus på den inspiration, som kunstnerne i nyere tid har fået fra industrien, udfoldes en spændende dialog mellem kendte og mindre kendte kunstnere. Blandt kunstnerne finder vi navne såsom Robert Jacobsen, Franciska Clausen, Else Marie Pade, Anton Hansen, Hjalmar Kragh Pedersen, Victor Brockdorff, Marco Evaristti og den helt unge kunstgruppe Paint Over.
Udstillingen er en totaloplevelse, der præsenterer traditionelt maleri og skulptur side om side med eksperimenterende kunst såsom digital animationsvideo, lydkunst og konceptkunst. Udstillingens kurator, Thor Nørmark-Larsen, har ønsket at give en alternativ oplevelse af begrebet industri, der nok af mange opfattes som noget koldt og maskinelt. ”Ved at vise udvalgte kunstneres oplevelse af industrien med de subjektive fascinationer eller antipatier de måtte have side om side med historiske motorer, video og lyd, har jeg forsøgt at give en anderledes oplevelse af industrien, kunsten eller søfarten som noget vedkommende og følelsesbetonet”, udtaler han, og fortsætter: ”Når et værk som Franciska Clausens ’Elements Mécaniques’, som er et utroligt potent og fragmenteret værk med industrielle elementer såsom tandhjul og geometriske former i primærfarver fra modernismens barndom, står overfor fysiske motorer, så opstår der helt nye sammenhænge og historier som beskueren selv må samle i mødet med værkerne”.
Med særligt fokus på den industrielle udvikling indenfor det maritime erhverv ses eksempler på søfartens udvikling fra sejl, til damp og diesel. Industrialiseringen indenfor skibsfarten skabte spændende formgivning af skibe og besynderlige blandingsformer såsom dampskibe med sejl.
Der er særlig opmærksomhed rettet mod den historiske industrigigant Burmeister & Wain, bedre kendt som B&W, der udover værftsarbejde også konstruerede den motor, der igennem mere end 30 år var verdens største dieselmotor. Motoren, der stadig kan opleves på industrimuseet DieselHouse i København, præsenteres i udstillingen i forskellige kunstneriske gengivelser og i en videopræsentation, der gengiver opstarten af den enorme maskine. Herudover vises digitale animationsfilm af kunstgruppen Paint Over, f.eks. en skildring af en fiktiv malingfabrik med digital lydside af Rune Kaagaard.
Det grænseoverskridende er særligt præsent som tematik, idet tre vidt forskellige genrer, kunst, industri og søfart, giver hinanden helt nye perspektiver. Man begynder at se motorerne som skulpturer og malerierne som en del af industriens formgivning.
Baggrunden for udstillingen er, at år 2007 er udråbt til industrikulturår. Kulturfestivalen, For sejl i 1000 år, står som organisator for udstillingen. Det er resultatet af et grænseoverskridende dansk-tysk samarbejde med udlån fra en lang række museer og flere private samlere. Udstillingen er en forløber for den store maritime festival, der afvikles i sensommeren 2007. Til den tid er der mulighed for at se historiske skibe og en stor historisk industriudstilling ude foran slottet.
Om man er interesseret i kunst, industri eller søfart, er der god grund til at besøge særudstillingen på Sønderborg Slot og få en anderledes oplevelse.
|