Baggrund:
Henrettelsen af over 80 kirkefolk, adelige og fremtrædende borgere i Stockholm er vel nok den begivenhed, der mest af alt forbindes med den danske kong Christian II. Det er således ikke uden grund, at han af svenskerne kaldes for Christian tyran. Mens kongen påstod, at han udelukkende havde handlet, som han havde, fordi de henrettede var kættere, er sandheden nok snarere den, at de ledende personer i Sverige efterhånden udgjorde en for stor trussel for Christians egen magtposition. Blodbadet var imidlertid en stakket frist for kongen. Kun et par år senere brød Kalmarunionen uopretteligt sammen.
Medvirkende:
Christian II:
Kongens sekretær Didrik Slagheck:
Biskop 1 –
Biskop 2 –
Biskop 3 –
Adelskvinde 1 - Fru Astrid:
Adelskvinde 2 – Fru Sigrid:
Adelskvinde 3 – Kristina Gyllenstierna:
Adelsmand – Oluf Valravn:
Serveringsdamer:
Hofnarren:
Bødlen:
Dørvagt:
Riddere til at føre folk til skafottet:
Speaker:
Indledningsspeak: ”Året er 1520. Danmark har i over 100 år været i en nordisk union, men Christian II ønsker at føre en politik, hvor Danmark besidder det fulde overherredømme. Efter den højtidelige kroning af kongen i Stockholm indbydes Christians gamle fjender, bisper, adelige og rigets ledende mænd til et kongeligt gæstebud. Det fejres i tre dage med enestående pragt. De indbudte har lovet kongen troskab, men under overfladen ulmer de interne opgør mellem adelige og gejstlige om Gud, konge og fædreland......
Scene 1: En festlig banket
Oppe på scenen ved et veldækket bord sidder Christian II og hans gæster. Der er en lystig stemning med snak og latter og middelaldermusik i baggrunden. Der bliver skålet højlydt – sølvbægrene klinger mod hinanden, så øllet skummer ud over kanterne. De synger fuldemandsagtigt.
Serveringsdamerne går rundt og serverer mad og drikke fra fade og skåle.
Christian er venlig og smilende og hæver gang på gang sit glas for at hilse på hver enkelt gæst rundt om bordet.
Narren løber og hopper rundt (gadedrengehop) og driller. Her skal der for alvor improviseres!
Han jonglerer med bolde og spiller på blokfløjte, taber en bold eller en appelsin i skødet på en af bisperne (nr. 1).
Bispen (1) bliver vred og river i pludseligt arrigskab narrens hue af og smider den på jorden.
Didrik vinker nu narren hen til sig og hvisker ham noget i øret.
Narren ser ud som om et stort lys er gået op for ham (smiler og rækker en finger i vejret). Han spurter
som et lille barn ud af døren og finder et stort nøgleknippe. Han låser nu døren udefra med et drilsk og måske en smule ondskabsfuldt smil. En gennemtrængende lyd af nøglen, der drejes rundt, så alles
opmærksomhed bliver vakt.. Som en konsekvens heraf breder der sig en mærkelig stilhed ved bordet.
Narren forsvinder ud og ned af scenen.
Gæsterne begynder at se usikkert og spørgende rundt på hinanden og sidder ellers tavse hen.
Bødlen er nu kommet frem på sin halvdel af scenen og begynder at gå hvileløst frem og tilbage. Han
stopper op indimellem og vejer prøvende sin økse i først den ene, så den anden hånd.
Didrik Slagheck har rejst sig fra sin plads, spejder ud over forsamlingen med et underligt koldt blik, som om han vil indprente sig hvert et ansigt. Han virker skadefro og et rævelumsk udtryk glider over hans ansigt, da han bøjer sig overdrevent dybt for kongen og for forsamlingen.
Didrik siger: ”Ærværdige konge, det er blevet mig pålagt at overbringe alle her i salen den her ned-skrevne erklæring”. Han trækker et brev op af lommen og begynder at læse op med gnæggende røst : ”Der er frygtelig mange svenskere, som den onde djævel har lokket til at blive kættere. Desværre er det også tilfældet for bisp Mathias af Strängnäs og for bisp Vincents af Skara og bisp Erik Vasa, som sidder her om bordet.. Disse kirkens mænd skal snarest strække hals under øksen. De har grådigt røvet og plyndret guld og klenodier fra domkirken og bispegårde i miles omkreds.”
Biskop (nr. 1) rejser sig så stolen vælter og løber hen mod udgangen. Han ser bedende på vagten og siger: ”Ja, men så luk da op – i Guds navn” .
Vagten svarer: ”Døren er lukket – i kongens navn. Vi har ordrer!”
Døren bliver atter låst op udefra, og det vælter ind ad døren med riddere.
Ridderne går rundt til bordene og griber fat i gæst efter gæst med stor voldsomhed. Alle gør modstand mod ”anholdelsen” og er opskræmte.
Kongen rejser sig med en mørk mine og rynkede bryn og slipper ud af døren i tumulten. Han går hen til den opstillede tronstol på den anden side af scenen foran bødlen og sætter sig til rette.
Serveringsdamerne taber af ren forskrækkelse alt, hvad de har i hænderne. De gemmer sig under bordet.. Biskop (nr. 2) siger: ”Jeg forlanger at komme til at tale med kongen”.
Kvinderne skriger om kap / i kor:
Adelskvinde 1 besvimer og synker langsomt ned under bordet.
Adelskvinde 2 får et decideret hysterisk anfald, skriger og basker med arme og ben, ryster på hovedet.
Adelskvinde 3 sidder måbende og forstenet ved bordet.
Da biskop (nr. 3) bliver grebet af vagterne, lader han sig falde på knæ, folder hænderne og råber med himmelvendte øjne: ” Ave Maria og Jesus, den enbårne søn, Vor Herre Gud i himlen, hvem andre end du kan dømme over mennesker”
Scene 2: Blodbadet på torvet
En trommemand kommer op på scenen og spiller taktfaste trommehvirvler, der angiver den uhyggelige stemning – og det, der venter. Han stiller sig ved siden af kongen, som sidder i sin tronstol foran skafot-tet.
Ridderne fører bisperne og de adelige ud på torvet (anden halvdel af scenen) i en lang række (proces-sion). Tre mand står parat bag scenen hver med en kludedukke. Mændene med kludedukkerne kommer gående om bag fra scenen og danner fortrop i processionen.
Der er fortsat uro i geledderne, og angsten står malet i ansigterne.
Kongen giver bødlen et nik som tegn til, at halshugningen kan begynde.
Bødlen løfter sin økse og siger ondt: ”Dem skal vi nok få gjort kål på – He He”
Den første kludedukke lægges klar til halshugning med ”hovedet” på blokken. Trommerytmen ændres og bliver hurtigere og kraftigere.
Serveringsdamerne har nu møvet sig hen bagerst på scenen, så de står som tilskuere til henrettelserne: Under hele halshugningen tager de sig til hovederne og jamrer over det, de ser.
Der lyder med jævne mellemrum skrig og råb fra de fastholdte.
Adelskvinde (nr. 3) vender sig mod kongen med et appellerende blik, men samtidig med stolthed og modig trods. Hun siger: ”Svar mig, kong Christian, for mine værgeløse børns skyld, skal også jeg straffes og lide døden?”
Kongen reagerer ikke synligt på henvendelsen, men sidder fortsat og ser frem for sig.
Bødlen hugger kålhovedet af, og det falder ned i en kurv. Teaterblodet udløses, så vidt muligt så det rammer scenegulvet og bødlen og ikke de hovedløse kludedukker med tøj. Det gentager sig i alt 3 gange (de 3 kludedukker).
Afslutningsspeak: Begynder umiddelbart efter at det tredje hoved er røget i kurven.
Alle personer på scenen fryser i deres stillinger, indtil speakeren er færdig.
Speaker: ”Sådan gik det for sig på Stortovet i Stockholm d. 20. november 1520 kl. 12. Mellem 80 og 100 mænd blev henrettet, deriblandt de biskopper, adelige og fremtrædende borgere, som havde siddet til bords med kongen. Det var, som om vildskaben helt havde taget magten over fornuften. Et par dage lod man de døde ligge på Stortorvet. Derefter blev de brændt på tre kæmpebål, til der kun var asken tilbage.
Kong Christian vendte snart tilbage til Danmark. Men det stockholmske blodbad blev ikke glemt. Det vakte en storm af forargelse og harme, der gav genlyd gennem alle riger. De fleste mente, at her var danskerkongen gået for vidt. (Afslut gerne med noget, hvor forholdet mellem Sverige og Danmark inddrages og / eller noget med hvidkål)
Rekvisitter:
Borde og stole med plads til 9 personer
Glas / bægre og tallerkner til 9 personer
Karafler og fade / skåle (et par stykker)
Typisk middelaldermad: Et grisehoved, en stor postej eller lignende, grøntsager evt. i plastik
Lysestager
Dug – meget rød
Cd-anlæg
Mikrofon
Musik fra cd (typisk middelalder)
Blokfløjte
Appelsiner / små bolde
Stort nøgleknippe
Brev
Dørkarm / dørramme
Tromme
Tronstol
De tre kludedukker
Blok til halshugning
Økse
Teaterblod
”Kålhoveder”
Kurv til afhuggede hoveder
Kulisse bemalet med bymiljø