Mad og spise

Selvom man endnu ikke havde køleskabe og fine franske kogebøger, så var middelalderens mad faktisk ikke så kedelig og usund som man skulle tro. Der var naturligvis stor forskel på hvad rig, jævn og fattig spiste, men alle selv de nederste klasser havde man et relativt varieret spisekort.

Almindelige mennesker spiste meget groft brød af hvede, rug eller havremel. Grønsager dyrkede de selv, eller købte på markedet. Desuden spiste de fisk, æg og kød fra deres husdyr. Supper i et væld af variationer har desuden været en udbredt spise i middelalderen.

Det hele var først og fremmest afhængigt af årstiden. Frisk frugt og grønt kunne man kun få om sommeren og ud på efteråret. Dengang som nu, var det vigtigt med vitaminer og mineraler til at stå mod sygdomme. De fleste boliger var små husmandssteder med et tilhørende lille landbrug hvor man dyrkede grøntsager. Det kunne være morerødder (gulerødder), ærter, porrer, eller turnips (roe). Derudover stod der typisk et frugttræ eller to i baghaven. Det meste frugt og grønt kunne lige holde sig til vinteren, men om foråret var det ved at være slut og det var faktisk her de fleste bukkede under for sygdom.

Kød

Den katolske kirke havde bestemt at mandag, onsdag, fredag og lørdag var fastedage. Det betød at man ikke måtte spise kød på disse dage, undtagen fisk som man dengang ikke regnede som kød. Derfor blev der spist meget fisk, især i byerne som stadig på den tid, alle var havnebyer. Silden var, som nævnt i afsnittet om handel, den man spiste mest af, og de fleste morgenmåltider i byerne bestod faktisk af sild. Men også alle de fisk vi kender i dag, samt skaldyr og rejer blev spist i store mængder, og i det hele taget spiste man generelt meget mere kød end grønsager og brød. Hvad man spiste mest af afhang jo selvfølgelig af om man var bonde eller fisker/byboer, men skulle man købe sig til det, var brød faktisk ofte dyrere end kød især i sidste del af middelalderen.

Okse, svin og får var det, de fleste jævne mennesker havde at vælge imellem, mens det var forbeholdt den lille overklasse (kongelige og adelige) at drive jagt på vildt, såsom hare, rådyr, vildsvin og kronhjorte. Gik den jævne borger alligevel på jagt efter vildt kunne han blive straffet for det, hvis han altså blev opdaget.

Alle, jævne borgere, såvel som overklassen, kunne imidlertid blive straffet for at spise hestekød. Kirken, den øverste myndighed, forbød dette. Den mente, at det var en typisk gammel hedensk skik at spise hestekød, og disse skikke ville den gerne af med. Derfor hævdede kirken, at hestekød forurenede blodet og førte til spedalskhed. På trods af dette, og på trods af at hesten var et dyrt og vigtigt transportmiddel, endte den ikke så sjældent endda på middagsbordet.

Tilberedning

Husdyr slagtede man oftest om efteråret, for at spare foder om vinteren. Kødet blev røget eller saltet.

I bondefamilierne var det kvinderne som stod for madlavningen. Men i borge og klostres stegehuse var kokkene altid mænd. I de bedre stillede hjem så man også andre typer madvarer, som dyre tørrede frugter, mandler og krydderier. I borgenes fadebure kunne der også være kød fra får, hjorte, svaner, kaniner, gæs, duer m.m.. Man dyrkede mange køkkenurter, som blev brugt til at give smag til kedelig og salt mad. Det kunne være mynte, rosmarin, løg eller persille. Der kunne også købes krydderier på torvedagen hos urtekræmmeren. Folk kunne godt lide krydret mad.

Man var nødt til at salte kødet for at det kunne holde sig. Andre måder at opbevare kød på, var at hænge det til tørring. Maden blev tilberedt over åben ild, og ildstedet udgjorde faktisk en stor brandfare i middelalderens huse. Man havde store gryder til at hænge over ildstederne og kød kunne samtidig blive røget hvis man hængte det op i skorstenen. Det gav smag til kødet og bedre holdbarhed. Brødet blev bagt på varme sten.

Det meget salte mad gjorde, at man også drak meget. Men ikke vand, det var noget man vaskede sig i og gav til dyrene. Næ, i middelalderen drak man øl - og i meget store mængder. Øllet dengang var dog noget anderledes og ofte brygget på korn, hvor den i dag er brygget på humle. Det var også en del tyndere og havde en meget lav alkoholprocent, alligevel gik mange mennesker rundt med en lille halvbrandert det meste af deres liv. Vin havde man også, men det var eksporteret sydfra. Det var ikke helt billigt og var derfor forbeholdt de rige, adelige og de kongelige.