Beklædning og smykker:

Der var stor forskel på rig og fattig. Udslidt bonde i usle klæder og
velnæret handelsmand i farvestrålende tøj.

Der var ikke forskel på voksen og børnetøj i middelalderen. Pigerne havde en særk på, hvilket var en slags underkjole, der var lavet af hør eller lærred. Uden på havde de en ulden kjole. Drengene gik i hørskjorter, bukser af uld og en kjortel af uld, med et bælte om. Var det koldt måtte de havde uldne hoser på (lange strømper).

Der var stadig ingen lommer i tøjet, i stedet havde mange en læderpung, som hang i bæltet til at have ting i. De fleste kvinder dækkede håret med et hvidt hovedlin, for at skjule håret og holde det rent. Mændenes hovedbeklædning kunne være en filthat eller stråhat for at beskytte mod solen - eller en "Borrelais" (siges bore´læ) til de finere/byboerne. Skoene og støvlerne, som skomageren lavede, var af læder og træ. Øvrigt tilbehør kunne være bælter i skind, knapper af tin og dekorerede hårnåle.

Der gik lang tid imellem at man fik nyt tøj. Når man skulle lave stof skulle man først klippe fårene, rense og karte ulden, spinde den til en fin tråd og væve stof heraf. Der skulle bruges 4 km tråd til bare én meter stof. De rige folk gik i tøj af finere udenlandske stoffer (tynd bomuld og silke) men det var kun købmændene som måtte handle hermed.

Hygiejnen i middelalderen havde, i forhold til i vikingetiden, virkelig taget et skridt bagud. De fleste var blevet fattige bønder og byerne var blevet så tæt befolket, at de var rene lossepladser. Tøjet var også beskidt, men det var dog væsentligt mere farvestrålende end tidligere, farverne var nemlig i højere grad blevet kendetegn. Eksempelvis havde hver ridder sin faste farve. Man farvede stofferne med farver, der blev lavet af forskellige planter, og det brugte man også til sejl, telte osv.