Handel

Vikingerne kom meget langt omkring i deres fremragende skibe, men de var ikke altid ”i viking” - at være i krig eller på togt blev kaldt "at være i viking". Ofte havde de andre hensigter, men man kunne ikke vide sig sikker, når et vikingeskib gled i land på stranden.

Vikingetiden begynder i 793 da vikinger angreb klosteret Lindisfarne ud for Englands nordøstkyst og dræbte munkene og røvede deres rigdomme. Men selv om vikingerne skulle komme til at lave mange af disse togter og blev meget berygtede, havde de også mange andre formål med deres sejladser. De tog ud på opdagelsesrejser, som nybyggere eller som fredelige handelsfolk.

Og netop handelsfolkene og købmændene fik for alvor handlen i Europa til at blomstre. Handlen havde hidtil været styret af 3 mægtige riger:

• romerriget der omfattede Italien, Frankrig og Tyskland og som var regeret af Karl den store.
• Det Byzantinske kejserrige, der blev styret af, det vi i dag kender som den tyrkiske by Istanbul, og som omfattede næsten hele syd/Østeuropa.
• Det muslimske-arabiske imperium, der omfattede landene syd for middelhavet og store dele af Spanien.

De tre store riger havde allerede i starten af vikingetiden haft deres storhedstid og stod alle for fald. Det var dog ikke lykkedes vikingerne at slå nogen af dem, men i stedet forsøgte Kong Gudfred af Danmark (en konge før Gorm den gamle), at overtale købmænd fra den store Sydeuropæiske handelsby Reric, til at flytte til en ny stor handelsby i Danmark, nemlig Hedeby. Det lykkedes, og flere kom til, og langsomt blev Hedeby, der i dag ligger som museum lige syd for grænsen, Nordeuropas førende handelsby.

Norge og Sverige kom også med, og deres store handelsbyer blev henholdsvis Kaupang (Bergen) og Birka.

Vikingerne fortsatte dog med at rejse ud, og de 3 skandinaviske lande delte nærmest Europa op mellem sig, så de undgik at komme på tværs af hinanden.

Nordmændene tog vestpå til Skotland, Irland og øerne i det nordlige Atlanterhav. I Irland grundlagde de bl.a. byen Dublin som i dag er Irlands hovedstad.
Danskerne tog til England og Normandiet, samt til syd - og Vesteuropas kyster. Derudover var de ofte at se i Middelhavet og langs de spanske kyster.
Svenskerne tog østpå igennem Ruslands floder til Konstantinopel/Miklagård, og til det mellemste østen og Byzans. En del svenske vikinger slog sig ned i Rusland for at drive landbrug eller handel. De blev kaldt rus af den lokale befolkning, som de i øvrigt kom vældig godt ud af det med. De lokale kunne især godt lide rus-vikingernes navne så som Olav og Helga. Så meget, at de begyndte at give dem til deres egne børn, dog i en sprogtilpasset version så de kom til at lyde Oleg og Olga. Derudover var rus’erne så flittige, at de grundlagde flere store handelsbyer som Novgorod, Kiev og Smolensk.

Varer

På markederne i Skandinavien handlede man med dagligdagsvarer, som grøntsager, brød og fisk, samt værktøj og klæder. Men det helt store trækplaster var alle de luksusvarer, som vikingerne havde med hjem fra deres togter. Det var især: tønder med vin fra Tyskland, uldstof fra England, skind og elfenben fra hvalrosser fra Arktis, tømmer fra Skandinavien, hvede og rug, bivoks og honning, salt, støbeforme af klæbertræ, hjortetakker til kamme og knivskafter, trælle (slaver), smykker, rav, sølv, pelsværk osv.
Når vikingerne tog ud for at handle, byttede de deres varer for ædelstene, krydderier, vin, tekstiler og pyntegenstande. Fra syd og vest erhvervede man sig især våben, smykker, glas og lerkar (som nok har været fyldt med vin)

Handel i vikingetiden foregik ved, at man byttede varer, f.eks. 5 høns for en økse osv. Det kalder man naturaliehandel. Men efterhånden som vikingerne kom hjem med mønter, som havde været betalingsmiddel i det meste af Europa siden romertiden, begyndte vikingerne også at gå over til at handle med mønter, altså det man kalder pengehandel.

Mønterne havde dog ikke nogen talværdi, som vi kender det i dag. De var alle lavet af sølv, og det var vægten der talte – jo højere vægt, jo mere værdi. Selvom man havde forskellig størrelse mønter, skete det tit, at man klippede i dem. Det var ikke kun for at afstemme værdien, men også fordi der var en vis skepsis overfor om mønten nu kun indeholdt ren sølv, eller om der var blandet andre og billigere metaller i.

Kun smede, der var specielt udvalgt af kongen fik lov at slå mønterne. Når de skulle dekorere dem prøvede de at kopiere de udenlandske mønter, men resultatet blev ikke altid helt godt. Vikingerne kendte jo kun til runer som skriftsprog og troede, at de latinske skrifter blot var mønstre.

Udvandrerne

For en del vikinger var formålet med at rejse imidlertid ene og alene udvandring, altså at finde et andet sted at bo. Nogle mener, at der var direkte overbefolkning i Danmark, men befolkningstallet har kun været ca.1/10 af hvad det er i dag, altså ca. 500.000. I Norge og Sverige har man måske nok kunne komme til at mangle jord at dyrke pga. de mange bjerge og skove, men den væsentligste årsag skal nok findes i det skandinaviske klima. Det var om muligt endnu koldere og fugtigere end det er i dag, og mange nyfødte og syge bukkede under når det blev vinter. Klimaet var væsentligt mildere i bl.a. England hvor danske vikinger i stort tal slog sig ned og lavede et område de kaldte Danelagen, hvor den danske lov kom til at gælde.

Men vikingerne udvandrede også til en masse andre lande for at slå sig ned: Frankrig – Normandiet, Irland, Skotland, Island, Grønland. Det lykkedes endda norske vikinger at nå helt til New Foundland i Amerika, hvor de 500 år før Columbus, mødte indianerne. Vikingerne kaldte det i øvrigt Vinland, men de bosatte sig aldrig rigtig der, hvilket gjorde at historikerne, helt frem til 1961, ikke troede på, at det var vikingerne, som opdagede Amerika, før man fandt resterne af en tidligere vikingelandsby på Canadas østkyst.