Vikingebeklædning og smykker:

Folk og beklædning

 Selvom vikingerne grundlæggende var bønder, betød de mange togter og de mange nye varer, at samfundene udviklede sig hen imod det, vi kender i dag. Luksusvarerne og de nye tekstiler, så som silke og pelse, gjorde, at der opstod modefænomener, og folk blev mere sofistikerede og bevidste om påklædning og statussymboler.

Høvdingefestdragt fra 900-tallet med slængkappe, smykker og silke. kvinde med særke (underkjole), seleforklæde og ”skilpadde”-brocher. Jævn håndværker med spids læderhue og arbejdsøkse.

Vikingerne var tilsyneladende et folk med god hygiejne. De badede og gik op i deres udseende, så meget at også mænd af og til gik med øjenmakeup. De redte deres hår med flotte kamme, passede deres skæg og flettede det. Desuden havde de øreskeer til at fjerne ørevoks med, samt pincetter og tandstikker. Det siges i England, at kvinderne ikke kunne stå for disse velplejede vikinger, og det var måske årsagen til, at så mange vikinger blev i landet. Det var nok ikke de samme vikinger en araber ved navn Ibn Fadlan mødte. Han skrev nemlig: ”at vikingerne var de mest snavsede af guds skabninger”. De vaskede sig sjældent, og når det skete, brugte de alle det samme vand. Det har ganske sikkert forekommet, men der har nok været tale om vikinger, som har været på togt i lang tid, og derfor er blevet sjuskede med den personlige pleje.

Vikingerne gik i lædersko eller støvler, typisk af gedeskind, og med bløde såler. Mændene gik i bukser eller hoser med en tunika eller skjorte over, og som overtøj havde de en kappe ud over. Kappen var firkantet og slynget rundt om skulderne, og samlet med en stor dragtnål. Samlingen var altid over den arm man trak sværdet med, så på den måde kunne man se om en viking var højre- eller venstrehåndet. Nogle mænd gik også med en hue, som enten var spids eller rundpuldet. Da tøjet hverken havde lommer eller elastik, gik man altid med et bælte eller en snor spændt rundt om hoften for at holde på tøjet og til at sætte punge og våben i.

Kvinderne gik i en særk med en selekjole med spænder ud over, de havde enten jakke, sjal eller en kappe på, og de gifte kvinder og enkerne gik med en hovedbeklædning.
Tøjet var dengang lavet af uld eller hør, stof som kvinderne selv vævede. I de rige familier kunne tøjet være kantet med f. eks pelsværk eller silke.

Næsten alt tøjet blev vævet af kvinderne i vikingernes hjem. Kvinderne stod også for husholdningen og for børnepasningen. Børneopdragelsen tog mændene en god del i, hvis der var tale om drengebørn, for der skulle både læres krigerkunst og landbrug. Der var nemlig ingen skoler, i stedet blev børnene, når de nåede 5-6 års alderen, sendt i pleje hos en anden familie, så de kunne lære at klare sig blandt fremmede. Man byttede groft sagt børn.

Dragtnål af guld til en kappe

Smykkerne var ikke kun for kvinder, også mændene bar dem. De var ofte til praktisk brug, så som dragtnåle til at holde sammen på tøjet eller kappen. Materialerne var meget forskellige, så alle samfundsklasser kunne være med. Der blev lavet smykker (ringe, armbånd og halskæder) i glas, rav, bronze, sølv og guld, og mange af disse har overlevet tidens tand i jorden, og kan ses på museer rundt om i landet.

Smykkerne var ofte smukt dekoreret med dyr eller andre ting. Vikingerne lavede flere forskellige kunststilarter, men den mest karakteristiske var nok borrestilen. Den forestillede typisk geometriske figurer, flettede bånd, dyrehoveder og gribedyr, der griber om sig selv i en uendelighed. Jellingstenen over Gorm den gamle er et godt eksempel på borrestilen. Derudover lavede man især smykker som trossymboler. Smykkerne var tegn på velstand, og man kunne betale med dem.

Thors hammer af sølv

Men smykkerne gik i stigende grad hen og blev meget personlige og fik stor symbolsk værdi for ejeren. Man havde endnu ikke fundet på det med vielsesringen når man blev gift, men med smykket kunne man vise, hvilken gud man tilhørte. Før vikingerne blev kristne, troede de jo på den oldnordiske mytologi, hvor guderne i Asgård hver især repræsenterede et fænomen. Thor var tordenguden, og han var stærk og modig, og det kunne især de unge vikinger også komme til at føle sig, ved at gå med et smykke udformet som Thors hammer. Freja var kærlighedsgudinden, hun var mild og følsom, og var kvindernes favorit. Da vikingerne blev kristne, var det korset alle skulle have.

Vigtige personer:

Vikingesamfundene var meget demokratiske i forhold til hvordan det var i det meste af verden på den tid. Man havde forsamlinger, kaldet ting, der fungerede som domstole. Her afgjorde man stridsspørgsmål osv., alligevel var samfundene meget hierarkiske, dvs. meget opdelt i klasser og personers betydning. I toppen var vikingekongerne og i bunden trællene. Trællene var enten folk, som havde begået en forbrydelse, og som tinget havde dømt til at, tjene andre. Men trællene var lige så ofte slaver, som vikingerne havde fanget rundt omkring i Europa og taget med hjem. Faktisk var der stor efterspørgsel på de ”importerede” trælle. Det var typisk de fanger (mænd som kvinder) med den bedste fysik, som trællekøbmændene – eller slavehandlerne – havde udvalgt. Der var mange penge i denne ekstra arbejdskraft, og slavehandlerne var ofte de rigeste købmænd. En træl skulle arbejde for - og tjene- sin herre, og hvis denne døde, måtte trællen ofte følge med sin herre ind i dødsriget, så han/hun kunne fortsætte arbejdet der. Trællene blev behandlet usselt, og de havde i reglen ingen rettigheder. Men trællene kom mange forskellige steder fra, og de havde mange forskellige baggrunde, og var de f.eks. dygtige til at sy eller udføre tømmerarbejde, så havde de mulighed for at arbejde sig op og blive både betydelige og velansete borgere i vikingesamfundene.

At arbejde var derimod ikke hvad de øverste i samfundet, nemlig kongerne behøvede. De fleste var så heldige at blive født til titlen, og ofte havde de, som ganske unge, magten over hele riget. I begyndelsen af vikingetiden havde vikingerne blot været klaner og små hære, der havde været anført af en høvding. Ofte har de kæmpet indbyrdes, og der var ikke noget samlet land, som vi kender Danmark i dag, og derved ikke nogen samlet dansk vikingehær. Men efterhånden som udviklingen af vikingetiden skred frem, begyndte landene Danmark, Norge og Sverige at tage form og blive samlet i hvert sit rige. De mange høvdinger skulle have en leder, og det blev kongen. Kongen blev altså den mest betydelige mand for vikingerne, og da Danmark blev kristent blev kongen til ”konge af guds nåde”. Men selv med denne fornemme titel var det langt fra sikkert noget sikkert job at være konge, der var mange rivaler, og kongen kunne tilsyneladende ikke stole på nogen…

Gorm den gamle. – var den første konge, som var konge over hele Danmark og alle senere konger, og dermed vores Kronprins Frederik, nedstammer fra ham. Dengang, som nu, havde kongerne ikke noget efternavn, men fik et tilnavn, der gerne passede dem. Gorm var dog ikke særlig gammel, da han kun blev 45 år, hvilket dog var over gennemsnitslevetiden dengang. I virkeligheden kaldte folk ham Gorm den sløve, fordi han ikke fik udrettet særlig meget og aldrig var med i felten. Tilnavnet ”den gamle” fik han nok fordi, han var den ældste i den danske kongeslægt. Gorm ligger begravet i Jelling, hvor der står en meget berømt runesten som monument over ham, nemlig Jellingstenen.

Harald Blåtand. – hans tilnavn havde ikke noget med hans tænder at gøre. Blå betyder den mørke og tand sandsynligvis overhøvding. Harald var Gorms søn, men en fuldstændig modsætning til sin far. Han var tit med på togter i bl.a. England og Normandiet og besejrede store fjender. Hjemme i Danmark rejste han også rundt og satte andre høvdinger og småkonger på plads. Senere begyndte han dog at blive bekymret. Harald havde selv haft let ved at overrumple sine fjenders forsvarsværker, så derfor fik han bygget 4 store ringborge til at forsvare Danmark. En af disse lå på Nonnebakken i Odense. Flere af hans egne folk, deriblandt hans søn Svend, syntes imidlertid at man hellere skulle bruge krudt på togter ud i verden. Det hele endte med at Svend fik sin far myrdet, hvorefter han selv overtog magten…

Svend Tveskæg. (Her er tilnavnet ganske sikkert relateret til hans udseende). Svend fik hurtigt sat skub i vikingetogterne igen. Med store hære sejlede han til England, hvor han truede med at røve og plyndre de rige byer, hvis de ikke frivilligt begyndte at betale skat. Det var det, der kom til at hedde Danegæld.

Efter i nogle år at have indkrævet store skatter, mest i form af sølv, fik Svend alligevel nok af de fredelige plyndringer. Så han besluttede sig for at erobre hele England. Det lykkedes, men Svend selv døde kun få måneder senere, sandsynligvis af forgiftning.

Svend Tveskæg havde brolagt den vej som mange senere konger fulgte; en konge skulle ikke kun forsvare sit land, han skulle også forsøge at gøre det større.

Knud den store. – var en af Svend Tveskægs sønner. Han var blevet konge af England og blev det også senere af Danmark. I 1029 erobrede han Norge, og i en alder af 29 blev han en af Europas mægtigste mænd.