Skibe

Igennem 1800-tallet blev sejlskibene stadig større, men alligevel blev det også sejlskibenes sidste store århundrede. En ny skibstype vandt nemlig frem, dampskibet. Det kunne komme frem i al slags vejr i modsætning til sejlskibet, der var meget afhængig af vejr og vind. I begyndelsen sejlede man med kombinationer af sejl og dampmaskiner, og det var først i slutningen af 1800-tallet, og i begyndelsen af 1900-tallet at dampskibet rigtig tog over. Dampskibet var også meget brugbart til krig, fordi det kunne udmanøvrere fjendens sejlskibe.

Orlogsskibe

Et stykke op i 1800-tallet skete der ikke den helt store udvikling af de orlogsskibstyper man havde fra 16-1700-tallet. Alligevel vandt nogle typer mere frem mens andre langsomt forsvandt.

Linieskibet Hms Victory, som er beskrevet i forrige afsnit 1700-tallet – skibe, deltog stadig langt op i 1800-tallet i mange store slag, og vandt dem alle. Alligevel var de store linieskibes tid, allerede ved starten af dette århundrede, ved at være forbi. Det skyldtes paradoksalt nok deres vigtigste våben, kanonen. Selvom kanonerne endnu ikke havde gennemgået den banebrydende udvikling, de senere skulle komme til, blev de stadig mere præcise og langtrækkende og det gjorde at skibene begyndte at slås over længere afstande. Dermed blev det mere og mere vigtigt at kunne manøvrere godt og flytte sig hurtigt.

Det var som bekendt ikke linieskibets stærke side - det var derimod fregattens. Englænderne stolede imidlertid stadig på deres linieskibe og troede ikke på fregattens overtag. Men det skulle de nok have gjort, for det kom til at koste dem dyrt allerede under den amerikanske uafhængighedskrig i 1792-94. Her blev englændernes store lineskibe udmanøvreret af de amerikanske fregatter. Fregatterne flyttede sig nemlig så hurtigt, at de langsommere linieskibe ikke kunne nå at bringe sig i skudposition. Imens kunne fregatten så nå at affyre sin bredside, der ganske vist kun var fra 2 dæk, men stadig knusende nok til langsomt at ødelægge de større linieskibe.

Fregatten

Fregatten blev altså langsomt det nye vigtigste orlogsskib, og det var amerikanerne, der gik forrest i udviklingen af skibet. Denne føring ville de meget gerne beholde, og de lagde sig da også afgørende i spidsen, da de fandt på at bruge deres nyligt opfundne dampmaskine til skibene. Dampfregatten kan du læse om lidt længere nede i teksten, eller her.

Amerikanerne holdt deres føring i udviklingen af fregatten op gennem 1800-tallet og ingen krigsskibe kunne måle sig med dem. Da den amerikanske borgerkrig - den mellem nord og syd, eller unionen og oprørene - brød ud i 1861 var næsten alle fregatterne på nordstaternes side. Med dem havde de det klare overtag i den (begrænsede) del af krigen, der udkæmpedes til søs. To af de bedste fregatter, Congress og Cumberland lå en morgen og patruljerede vandene omkring Hampton Roads, da de fik øje på et besynderligt fartøj, der kom direkte imod dem. Det var et skib - uden sejl, men for damp. Det lå meget lavt over vandoverfladen, og var dækket med jernplader. Kanoner stak ud gennem porte i skroget – og så førte det et sydstatsflag. Det besynderlige skib hed Virginia og det var faktisk en fregat, der var bygget om til et pansret vædderskib. Cumberland når næsten ikke at åbne ild, før Virginia, brager sin hårde vædderstævn ind i fregatten og dermed sænker den på få minutter. Derefter vendte Virginia sig mod Congress, som i det vindstille vejr ikke kunne røre sig ud af flækken. Congress var dog klar til at forsvare sig selv, og åbnede ild mod virginia, men til trods for flere fuldtræffere tog det pansrede skib tilsyneladende slet ikke skade. Det gjorde til gengæld Congress da Virginia åbner ild, og efter få salver, var også Congress på vej mod havets bund.

Den næste dag var det Virginia, der fik øje på et besynderligt fartøj. Det var også et pansret skib, men det var næsten kun et tårn med to kanoner, der stak op af vandet. Det viste sig at være nordstaternes nye pansrede skib, Monitor. De to jernskibe kom straks i kamp, men snart viste det sig, at være en kamp, der ikke kunne vindes, for ingen af skibenes kanoner var kraftige nok til at bryde den andens panser. Kampen ender uafgjort, men der er andre ting, der bestemt er afgjort; de store træskibes tid som krigsskibe er forbi. De to pansrede skibe havde i et slag vist de to ting, der skulle blive fremtiden for krigsskibet: Virginia sin motordrift og panser, og Monitor sit drejelige kanontårn.

Fregatten Jylland

Samtidig med den amerikanske borgerkrig var der for alvor en brydningstid i de Europæiske farvande: Skulle man vælge den nye dampmotor frem for sejl, og skulle man pansre skibet med jern, eller var træ stadig tilstrækkeligt? Allerede i 1850’erne havde man set et par pansrede engelske fregatter udtvære sine modstandere til vands, såvel som til lands i Krimkrigen. Men at dække skibet med jern fandt man stadig usportsligt i mange lande, heriblandt i Danmark. Mellem 1855 og 1860 søsatte man således 3 store træfregatter, Sjælland, Niels Juel og Jylland. Fregatterne var ikke pansrede, men de var nu heller ikke rene fregatter som i gamle dage. Faktisk var de dampfregatter og blev primært sejlet vha. damp og en stor skrue under agterdækket – sejlene var kun til at ”hjælpe” fremdriften. De danske skibsbyggere var hurtige til at indse dampdriftens fordele, men panseret syntes de ikke om. Det samme var heldigvis tilfældet hos de østrigske skibsbyggere, så da Jylland og Heimdal mødte de Østrigske fregatter i slaget ved Helgoland under krigen i 1864, var det til et slag mellem træskibe. Jylland og Heimdal gik af med sejren (den eneste sejr i denne krig) uden dog at sænke de østrigske fregatter. Men det skulle også vise sig at blive det sidste store slag mellem træskibe, fremtiden tilhørte panserskibene.

Fregatten Jylland ligger i Ebeltoft, som et sidste og stolt vidne om, at Danmark engang var en af verdens stærkeste flådemagter.

Trods deres succes mod østrigerne, blev de 3 danske dampfregatter taget ud af krigstjeneste og levede herefter en meget omskiftelig tilværelse. Man vidste næsten ikke hvad man skulle stille op med disse forældede træskibe. Heimdal og Sjælland blev senere hugget op, mens det største af dem, Jylland, kom på en del fredelige togter til Middelhavet og blev senere brugt som kongeskib for Christian d. 10. Fra 1876-1908 lå det stille i havn og anvendtes som kaserneskib og derefter fik skibet næsten lov at rådne op. Sidst i 1950’erne var skibet så glemt og forfaldent, at det havde fået en ordentlig kølbrydning og lå nærmest krumt i vandet. En kølbrydning var træskibenes værste mareridt. Skibets to ender, for og agter, vejede en del mere end skibets midte, og når skroget blev mørt begyndte skrogets midte at bue op. Fregatten Jylland blev heldigvis reddet i sidste øjeblik og gennemgik en omfattende restaurering. Det ligger i dag i som museumsskib i tørdok på havnen i Ebeltoft. Jylland er foruden byens vartegn, det længste træskib i verden, og det er i den grad værd at smutte forbi og besøge.

Den danske flåde.

Ved indgangen til 1800-tallet havde Danmark ikke ført krig i over 50 år. Det var noget usædvanligt, da der bestemt ikke var fred – eller udsigt til det - i Europa. Tværtimod trak skyerne op til nogle hidtil uset store krige, nemlig Napoleonskrigene. Danmark forholdt sig neutralt og havde ingen planer om, at deltage i nogen stor krig, men den blomstrende handel i sidste halvdel af 1700-tallet havde gjort den danske flåde så stor, at den ved 1800-tallets begyndelse var Europas 2. største. Som bekendt var der jo ikke den store forskel på handels- og orlogsskibe og dermed var den danske flåde også en af de stærkeste, og det skulle faktisk vise sig meget snart at blive et problem… (se hvorfor i Våben og krig – Slaget på Rheden).

England kom altså i 1807 og bombede København og tog vores flåde, men ”Flådens ran”, som man kaldte det, var ikke kun et farvel til de mange skibe, der lå i København. Kolonierne i Vest- og Ostindien blev besat og 500 danske handelsskibe blev beslaglagt. I de efterfølgende år bestod den danske flåde stort set kun af de små kaperbåde, foruden de mange mindre civile fartøjer vi stadig havde.

Der skulle dog snart komme gang i skibsbygningen igen, for den oversøiske handel var vigtig for at få landets økonomi tilbage på ret kurs.

Produktionen af krigsskibe tog langsomt fart igen, og hen mod 1820’erne havde Danmark atter en stærk flåde. Skibene blev større end nogensinde før og det hele kulminerede med de tre store dampfregatter, som du lige har læst om. Efter 1864 var Danmarks rolle som stormagt imidlertid slut. Englænderkrigene var ovre, det samme var svenskerkrigene, og der var dermed ikke længere brug for en kæmpe flåde af krigsskibe.

Civile skibe og handelsskibe

Til civilt brug kunne sejlskibene holde skansen mod dampskibene noget længere end krigsskibene kunne, og det skyldes, at der kom nye revolutionerende sejlskibstyper frem i løbet af 1800-tallet. Handlen med fjerntliggende lande, som især Kina, hvor man importerede the og porcelæn fra, var stadig stigende, og her var sejlskibe stadig bedre egnet. Sejlskibe kunne eksempelvis ligge på havet i lang tid, mens dampskibet ofte skulle forsynes med nyt kul. I 1830’erne brød den britiske regering imidlertid monopolet på tehandelen med Kina og så var der pludselig fri konkurrence. Nu gjaldt det om, at kunne komme hurtigst med varerne, og nu måtte der nye skibstyper til at hamle op med dampmaskinens fart.

I USA havde man bygget hurtige fregatter og det varede ikke længe før, at amerikanerne var klar med et endnu hurtigere skib, nemlig Klipperen.

Klipper

Klipperen var et meget langt og smalt skib, og det var udelukkende bygget til at kunne sejle hurtigt. Det var fuldrigget og havde et hav af sejl, og masterne hældte en smule bagud. Mest nyskabende var dog dens stejle og skarpe bov, som gjorde, at klipperen skar sig gennem bølgerne. Det havde man næsten ikke set siden vikingernes langskibe, og stort set alle skibe i mellemtiden havde haft en afrundet bov, der løftede skibet over bølgerne. Klipperne havde en lang køl og lå lavt i vandet, alligevel havde de, med deres smalle skrog, let ved at krænge over og det var klippernes største svaghed. Når skibet blev lastet, måtte det afstemmes meget nøje for at få den rigtige balance og lasten blev spændt med store jernkæder for, at den ikke skulle kunne rykke sig. Klipperne kunne sejle hurtigst af alle sejlskibe, men fart alene var ikke altafgørende, omkostningerne skulle også være lave.

Cutty shark

Fuldrigger

Til at møde kravet, om både høj fart og lave omkostninger udviklede man af klipperen, skibstypen fuldrigger. De havde et dybere, bredere og kraftigere skrog, der ofte var af stål. De var kæmpe store sejlskibe og havde 4 master, alle med råsejl og naturligvis fuld rigning. Fuldriggerne kunne tage en meget større last end klipperne og kunne også føre sejl under vindforhold, der normalt ville have kæntret klipperne. Desuden havde de ikke brug for så stor besætning. Fuldriggerne klarede konkurrencen mod dampmaskinen et godt stykke ind i det 20. århundrede, hvor de foruden varer, også sejlede med passagerer. En fuldrigger regnes som et af de mest perfekte sejlskibe, man nogensinde fik lavet. De bruges stadig som bl.a. skoleskibe og til tall ship races. Man kan kende en fuldrigger på, at den har rær på alle master.

Sørlandet er en fuldrigger fra Norge, der blev bygget i 1927, oprindeligt som skoleskib. Du kan se dette imponerende kæmpeskib ude for enden af molen under arrangementet For sejl i 1000 år.

Jagt

En jagt er et mindre enmastet skib, men det var hurtigt og derfor velegnet til at jage (deraf navnet). Skibstypen stammer oprindeligt fra 1600-tallets Holland, hvor jagt – eller på hollandsk jacht, var en fællesbetegnelse for en række små både, som hollænderne allerede dengang sejlede lystsejlads i. Også i England blev man vilde med dem, og her begyndte man allerede fra midten af 1600-tallet at sejle kapsejlads i Yacht’erne som englænderne kaldte dem. Det er herfra begrebet yachting, som man stadig bruger om kapsejlads, stammer.

Men de små hurtige jagter kunne også bruges til mere nyttige ting, bl.a. til at jage andre skibe. Med den stigende trafik af handelsfartøjer fik nogle lande den ide, at opkræve told for at sejle i deres områder. En af de dyreste var Øresundstolden, som de danske konger krævede af handelsskibe for passere Øresund mellem Helsingør og Helsingborg, som dengang var dansk. Prøvede handelsskibene at smutte igennem, blev de straks jagtet af en af de hurtige danske toldjagter, og det var nok ikke helt billigt at blive pågrebet.

Den hurtige krydstoldjagt, Viking.

I 1800-tallet var det slut med Øresundstolden, men der ventede snart nye opgaver til toldjagterne. Den stigende handel havde nemlig også ført til mange smuglerskibe, og antallet steg og steg. Omkring århundredeskiftet var der så mange smuglerskibe i de danske farvande, at toldvæsenet rådede over ikke mindre end 23 krydstoldjagter, der dog ikke blot skulle fange smuglere, men også holde øje med udenlandske fiskere. Derudover brugte man toldkrydsjagterne til, at sejle bl.a. læger og præster rundt til den små isolerede øsamfund. En af disse toldkrydsjagter, Viking, sejler stadig, ikke som tolder, men nu som lystbåd. Viking et flot og yderst velholdt skib. Det blev bygget i Odense i 1897 og til august er den tilbage i sin ”fødeby”, den gæster nemlig For Sejl i 1000 år.

Kutter

Den stolte kutter Jens Krogh i høj sø.

Fiskeri har altid været et stort erhverv i de nordlige farvande og i slutningen af 1800-tallet kom de første kuttere med motorer frem. Selvom dette var noget af en forbedring, så var sejlet stadig det vigtigste drivmiddel et godt stykke frem i tiden, og man kan stadig se kuttere med sejl i de danske havne. En af de tidlige motordrevne kuttere var Jens Krogh. Den blev bygget i Frederikshavn i 1899 og oprindelig var skroget sort, som de fleste skibe var dengang. Den sorte farve var nemlig tjære, som beskyttede træet. Men sort holder også på solens varme, og skulle man steder hen hvor der var mere sol og varme, som eksempelvis til Middelhavet, så malede man ofte skibene hvide. Selvom Jens Krog ikke skulle sydpå, blev den også malet hvid. Det skete, da man begyndte at sejle med is på kutterne, til at holde fiskene friske. Den Med den hvide farve kunne isen nemlig holde betydeligt længere. Jens Krogh blev i 1973 opkøbt af en FDF spejderkreds, som siden har restaureret og ført skibet tilbage til sit oprindelige udseende. Sådan kan du se Jens Krogh på For Sejl i 1000 år på Odense Havn.

Otto Mathiasen er også et fiskefartøj, nemlig en ålekvase. Det er bygget i Frederikssund i 1898 og er i dag Danmarks største bevarede klinkbyggede skib. Det er netop i år blevet overtaget af Bramming Kostskole, som vil bruge skibet til at give skolens lærere og elever nogle sjove og lærerige oplevelser til søs. Både skibet og mandskab kan du møde på For Sejl i 1000 år.

Skonnert

Skonnerten bliver den skibstype, der for alvor vinder frem i 1800-tallet. Skibstypen er først og fremmest en videreudvikling af den hollandske jagt, som man gjorde større og forsynede med flere master. Rigningen var også en videreudvikling, som man i dag kalder skonnertrigning, og masterne er alle omtrent lige lange. En skonnert fører både stagsejl og bomsejl, men derudover kan der være forskel på de øverste sejl. Skonnerten blev særlig populær i Danmark i 1800-tallet og på For Sejl i 1000 år, er vi så heldige, at få besøg af 2 flotte eksemplarer af skibstypen, nemlig Carene Star og Den Store Bjørn.

Carene star: er en 3-mastet topsejl skonnert.

Den store bjørn: er en 3-mastet slettoppet skonnert.

Brigantine:

En brigantine er også en forvokset udgave af en jagt, men har en noget anderledes sejlføring end skonnerterne. En Brig, som den også kaldes, har to master med råsejl på fokkemasten (den forreste) og gaffelsejl på stormasten. Briggen var et transportskib, der forholdsvist sejlede med fødevarer. Den kunne laste op til 25 tons og der sejlede mange skuder af denne type rundt især i det østlige Danmark.

På For Sejl i 1000 år får vi besøg af et virkelig flot skib af denne type, nemlig Eye of the Wind. Skibet er bygget i Tyskland i 1911 og har haft en lang og spændende historie, det har bl.a. medvirket i flere Hollywood-film. Det ejes i dag af den danske kaptajn Svend Friis-Hansen og han er altid klar med en god historie om hans flotte og spændende skib.

Eye of the wind, en brigantine med en spændende historie.