Skibe

Kanonen var blevet det nye og allervigtigste våben, og skibenes styrke blev målt på antal kanoner ombord. Skibene blev symboler på national stolthed og styrke og set med kunstneriske øjne også de flotteste nogensinde, med imponerende agterspejle og elegante kurver.

Men kapløbet drejede sig ikke bare om at lave det største og farligste skib, det skulle også kunne komme langt omkring, for efter Columbus’ opdagelse af Amerika var verden pludselig blevet meget større. De store Europæiske magter fik travlt med at sende massevis af skibe ud for at finde nyt land i fjerne egne, og det de fandt blev koloniseret (besat). I løbet af få år var alle de store søfartsnationer kolonimagter - inklusive Danmark. Kolonierne blev rene guldgrubber, for de havde en masse varer - og mennesker(!) – som kunne sælges. Derfor kom der også for alvor gang i produktionen af handels- og transportskibe og der blev en vældig trafik i verdenshavene. De civile skibe så dog ikke meget anderledes ud end orlogsskibene, de var svært bevæbnede med kanoner, for søen var blevet et farligt sted at være.

Vi starter lidt før 1700-tallet. Englændernes sejr over Den Spanske Armada i 1588 afsluttede middelalderen til søs. Tiden, hvor man bare sejlede på hinanden og sloges mand til mand, var forbi. Skibene havde fået et nyt og skræmmende våben, kanonen. Derfor opstod der nu nye krav til skibenes formåen, og det startede en ny epoke, hvor skibene forandrede sig drastisk.

Næsten alle skibe kom, som nævnt, til at ligne Orlogsskibe. Orlog stammer fra hollandsk og betyder krig, og det ord har man altså valgt at bruge om krigsskibe som den maritime betegnelse. Der blev som nævnt foretaget mange ekspeditioner og fragtet mange varer, men uanset hvad man kaldte skibet, så kunne man være sikker på, at det havde kanoner med ombord. Det var vigtigt at kunne forsvare sig selv, for man oplevede ikke så sjældent, at blive angrebet af skibe fra andre lande eller af kapere. Kapere var det, man kaldte pirater i de Europæiske farvande. De rigtige pirater, som Jolly Roger og Sortskæg, boltrede sig ovre i Caraibien, så dem så vi ikke meget til i de nordlige farvande.

Udviklingskapløbet

Frankrig var hurtige til at reagere på den nye epoke til søs (den efter Englands sejr over Armadaen) og begyndte i løbet af 1600-tallet at bygge en ny stor flåde efter de nyeste retningslinier. Snart blev Frankrig den førende stormagt i Europa. England og Holland fik også travlt med at modernisere deres flåder, og det hele satte alvorligt skub i udviklingen orlogsskibe. Gang på gang forsøgte de 3 lande at overgå hinanden, og det førte til bygningen af nogle imponerende skibe, der jo egentligt bare var rent blær...

Både renæssancen og reformationen havde skabt helt nye måder at tænke på, og det kom i høj grad også til at revolutionere kunsten. Man begyndte at både male og skulpturere tingene mere naturtro, og det gav flere detaljer. Eksempelvis var en hånd ikke bare to parallelle streger, nu fik den led, knogler og muskler og lige sådan med genstande. Overalt på bygninger, og hvor man ellers kunne komme til det, udsmykkede man med figurer og symboler. Skibene blev også snart yndede mål for de allerbedste kunstnere og de store og prangende udsmykninger kom for alvor til at kendetegne denne periodes skibe. Udsmykningen blev lige så vigtig som størrelsen, for kunsten blev et nyt magtmiddel. Med den kunne kongerne nemlig imponere sine borgere og vise dem, og omverdenen, hvor rigt og sofistikeret ens land og kultur var.

Agterspejlet blev den mest udsmykkede del af skibet. Det var meget kunstfærdigt og utroligt flot, men det var også meget sårbart overfor fjendens kanoner.

Vasa – første (mislykkede) forsøg

Faktisk var det Sverige, der først tog udfordringen op og i 1628 sejlede en imponerende galleon ud af havnen i Stockholm. Skibet fik navnet Vasa og blev fejret med prompt og pragt, men efter kun 15 minutters sejlads krængede skibet over og sank til bunds endnu før den var kommet ud af fjorden. Vasat var alt for stort og tungt og kanonlugerne kom så tæt på vandoverfladen, at den mindste hældning fik vandet til at fosse ind og oversvømme dækkene. Forliset kostede mange søfolk livet og var et kæmpe chok for kongen og befolkningen. Over 300 år senere, i 1961 fandt man ud af, at skibet havde holdt sig i rigtig god stand på havets bund og derfor besluttede man sig for, at hæve det og lave det til museumsskib. Vasa står i dag i en højteknologisk museumshal i Stockholm, hvor temperatur og luftfugtighed er nøje afstemt for at bevare det gamle skrøbelige træ. Man har kunne rekonstruere skibet af hele 95% originalt materiale, så det atter står som for over 360 år siden. Vasa er, uden tvivl, et af verdens mest seværdige museumsskibe. www.vasamuseet.se

Sovereign of the seas – Havets Dronning

Det første vellykkede ”blærerøvsskib” var det tredækkerskib Kong Karl d. 1 lod bygge i England et par år senere. Da det stod færdig i 1637, var det det største, smukkeste og mest dekorerede skib, verden endnu havde set. Men det havde også været dyrt. Skatterne var røget så meget i vejret, at folk blev vrede, og det kom kongen siden hen til at betale tilbage med livet.

Havets Dronning var beklædt med guld, og udsmykningen var et imponerende kunstværk. Men kunstnere har ikke altid så meget forstand på sejlads, så meget pynt måtte pilles af igen, før skibet overhovedet kunne sejle. Men da det så var ordnet og Dronningen endelig kom i aktion, viste det sig, at hun var et frygtindgydende skib. Hollænderne kaldte hende ”Den gyldne djævel”, og gennem skibets mange søslag blev hun aldrig besejret. Selv 50 år senere skibet et 1.rangsskib, og det havde været moderne 100 år endnu, hvis det ikke var fordi, at en uheldig matros i 1696 kom til at vælte et stearinlys i en kahyt og nedbrænde hele skibet.

Franskmændene kopierede meget fra de engelske skibe og byggede også et ”blærerøvsskib”, Couronne, der var på størrelse med Havets Dronning. Men franskmændene udviklede også visse forbedringer, så deres nye skibe blev både bredere og stærkere, og de lå ikke så dybt i vandet, hvilket gjorde dem til bedre sejlere. De satsede også meget på stærk armering agter og foran, hvor de sænkede galionen for at gøre plads til kanoner.

Holland var også en førende søfartsnation, men på grund af landets geografiske forhold satsede man mindre på de store skibe. Meget af Hollands kyst er nemlig lavvandsområder, og her ville de store skibe ikke kunne sejle. I stedet uviklede man i Holland skibstyperne skonnert og kutter, som er mere fladbundede. Et fladbundet fartøj kalder man også for en skude. Man fandt bla. også på at placere et hjælperor på hver side af skibet, som kunne hæves og sænkes som det passede bedst med dybden. Bortset fra hjælperoret var der faktisk stor lighed mellem Danmarks og Hollands flåder. Hollænderne har vi nemlig (næsten) altid været gode venner med, og de to landes skibsbyggere har ofte besøgt hinanden.

Den danske flåde

Både i Danmark og i Holland satsede og udviklede man meget på skuderne. Men begge lande var også kolonimagter og havde brug for store, sværtarmerede skibe til de mange, lange og farefulde sejladser. Da Store Nordiske krig brød ud, fik den danske flåde brug for flere store skibe med mange kanoner, der kunne tage kampen op mod svenskerne. Et af de største der blev bygget var Elephanten. Det havde 3 dæk og over 100 kanoner og fungerede som flagskib under Gyldenløves kommando. Skibet var med til at besejre svenskerne ved Køge bugt i 1710 og blev regnet som et af flådens bedste skibe, indtil det blev sat på grund ved Nyholm i 1728. Store Nordiske Krig og Tordenskiold kan du læse om i næste afsnit, Våben og krig.

Efter Store Nordiske Krig fulgte, som tidligere nævnt, en lang periode med relativt fredelige tilstande i vandene omkring Skandinavien. I forhold til de store flådemagter, England og Frankrig, skar man i Danmark meget ned på krigsflåden og opretholdte kun en meget beskeden styrke, hvis formål det var at ligge og lure på svenskerne og hindre et eventuelt angreb. Det kneb lidt med at have orlogsskibe nok til at sikre handelsskibene og forbindelsen til de danske kolonier. Flåden bestod af ca. 20 linieskibe med 64-80 kanoner (2. og 3. rangs), lidt færre kanonbåde og fregatter og en del mindre skibe så som galejer, snauer, jagter og brigatiner.

De forskellige skibs- og skudetyper kan du læse om her:

Skibe

Linieskibe

Helt indtil kort før 1700-tallet havde alle skibe i en flåde kæmpet i ret tilfældige formationer, og store og små skibe sloges mod hinanden. Men så fandt en flok engelske admiraler ud af, at hvis man kæmpede på linie, så kunne man få mere ud af bredsiderne og samtidig undgå at ramme sine egne skibe. En bredside kaldte man det, når et skib affyrede alle sine kanoner i den ene side. Det var meget voldsomt og der skulle kun få bredsider til, før skibene var gennemhullede. Derfor byggede man linieskibe, som havde mange kanoner i hver side, og begyndte at sejle i kølvandskolonne, dvs. lige efter hinanden. Det krævede selvfølgelig, at skibene kunne sejle nogenlunde lige hurtigt, og derfor ligner linieskibene hinanden, selvom de var i forskellig størrelse. De forskellige størrelser betød imidlertid, at et skib stadig kunne ende med at kæmpe mod skibe af en anden størrelse. Derfor inddelte man skibene i rangorden afhængig af deres størrelse: Et førsterangsskib havde mere end 90 kanoner, et andenrangs over 80 og et tredjerangs over 54. På den måde kunne skibene ligge sig på linie med modstandernes, og de store skibe slås mod store og de små mod de små – den tids fairplay.

Linieskibene var store og meget lige i det. De var ikke specielt gode
sejlere, men de havde en uhyggelig ildkraft.

Linieskibe er altså en fællesbetegnelse for alle de skibe, der kunne indgå i linieformationen. Det var skibstyperne fregat og korvet, som du kan læse om herunder. Men man lavede også skibe, man bare kaldte linieskibe, men som reelt var forvoksede fregatter. Linieskibene var førsterangsskibe og tremastede fuldriggede orlogsskibe, med to lukkede batteridæk. Det var udelukkende designet til at have maksimal ildkraft, og havde så mange kanoner ombord som man overhovedet kunne stoppe ind i et skib. Derfor lignede siden på skibene nærmest en mur fyldt med porte, hvor kanonerne stak deres mundinger ud og linieskibet kunne da også affyre nogle knusende bredsider. Kanonerne stod så tæt så muligt i linieskibene – også i højden, så der var lavt til loftet på de mange dæk. Linieskibets lige form og den enorme vægt fra de mange kanoner gjorde, at det ikke var det bedste sejlskib i flåden, men det opvejedes i den grad af dens ildstyrke. Linieskibet var flådens suverænt stærkeste våben, kun få af dem blev nogensinde besejret og det var også altid flagskibet, hvor admiralstaben holdt til. Flåderne kunne sagtens bruge flere af disse skibe, men de var enormt dyre at bygge og i 1700-tallet var der i mange lande generelt mangel på både de enorme mængder egetræ til skroget, og jern og kobber til kanonerne. Kanoner og deres mandskab kan du læse om i næste afsnit; våben og krig.

Hms Victory : Et af de største og mest imponerende linieskibe nogensinde stod færdig i England i 1765. Det fik Navnet Hms Victory (sejr), det var 70 meter langt og med ikke mindre end 102 kanoner og 850 besætningsmedlemmer ombord. Det blev indsat som flagskib og fik ingen ringere end Englands berømteste admiral, Lord Nelson, ombord. Ham blev vi ikke så glade for i Danmark, efter han kom forbi i starten af 1800-tallet - en begivenhed du kan læse om i næste afsnit; 1800-tallet - Våben og Krig under Slaget på Rheden.

Hms Victory i tørdok i Portsmouth, England.

Hms Victory levede virkelig op til sit navn, Sejr. Skibet deltog i mange slag og tabte ikke et eneste. Skibet havde yderligere den finesse, at dets skrog var fuldstændig dækket med kobber for at beskytte mod pæleorm. Og skibet holder sig i fineste form den dag i dag. Det sejler dog ikke længere på havet, men ligger i tørdok på havnen i den engelske by Portsmouth, hvor det fungerer som museumsskib. Hms Victory er bestemt et besøg værd, hvis man skulle komme på de kanter.

Hms Victory er et typisk eksempel på et linieskibs opbygning og former sig således:
Dæk, batteridæk

Fregatter

En fregat er et tremastet, fuldrigget orlogsskib, der har et lukket batteridæk og et åbent dæk med kanoner – i alt fra 24 til 60 stk. Fregatten kunne altså være et 3. rangslinieskib, men skibet var bygget til mere end bare at kunne afgive knusende bredsider. Ikke alle fjender brød sig om, at ligge og slås på linie indtil den ene havde fået nok. Ofte måtte man først ud og finde fjenden og stoppe ham hvis han flygtede, og til de opgaver var fregatten helt perfekt. Det var nemlig bygget til at være et hurtigt, stærkt og manøvredygtigt skib, der kunne sejle i al slags vejr. Med sin svære bevæbning – helt op til 40 kanoner på kun et dæk var den farlig for alle skibe. Fregatten kendetegnes ved at have meget lille hældning på for- og agterstavn, hvilket gav den en lige form. Det blev det mest populære orlogsskib og brugt fortrinsvist til det det var bedst til, nemlig i konvoy- og kapertjeneste.

Fregatten Shtandart kommer til For sejl i 1000 år – Odense Havn

Shtandart var en russisk fregat, der deltog i Store Nordiske krig. Den havde 23 kanoner og var en af de tidligste fregatter, der blev lavet og også Ruslands første. Skibet blev desværre helt ødelagt i 1728, men i 1999 lå Shtandard atter i vandet. Nogle sejlskibsglade russere havde nemlig bygget en tro kopi af det oprindelige skib, og både skib og mandskab kan du møde på For Sejl i 1000 år alle dage. Lørdag aften har det hovedrollen i et gigantisk søslag, der finder sted i havnebassinet ud for 1700-talsområdet.

Korvetter

Korvetten var fregattens lillebror. Den havde ingen batteridæk, men skibet var armeret med typisk 18 kanoner som stod på øverste dæk. Korvetter brugte man typisk til spejder- og rekonoceringsopgaver.

Galleoner

Jacobstadt Wapens er en galleon og
kommer til For sejl i 1000 år – Odense Havn.

Galleonen blev oprindeligt lavet af spanierne allerede i midten af 1400-tallet - som en videreudvikling af karakkerne, i øvrigt. Men Galleonen viste sig at være et glimrende skib, da den jo bla. sørgede for at Columbus kom til Amerika. Derfor fortsatte man med at bruge den langt op i 1700-tallet. Som tidligere nævnt var det englænderne, der først forstod at udnytte skibets kvaliteter til militære formål, og også i 1700-tallet kunne det således klare sig i kamp.

Skibet var ikke særlig stort i forhold til de skibe, der begyndte at komme frem i løbet af 1700-tallet og den kunne ikke have mange kanoner ombord, men galleonen var hurtig og nem at manøvrerer rundt med, og kunne sagtens matche langt større skibe i kamp.

En 1700-tals galleon er kendetegnet ved dens lange bovspyd og skroget har stadig høj stævn og hæk.

Kanonbåde

En bredside var ikke kun noget man brugte mod andre skibe, det var også meget effektivt når man skulle angribe fjender og forsvarsværker til lands. I de lave vande omkring de skandinaviske kyster var det dog ikke altid at de store linieskibe kunne komme tæt nok på. Det kunne til gengæld kanonbådene. De lignede linieskibe, men vejede mindre og havde næsten ingen køl. De var nærmest rene flydepramme proppet med kanoner. Men den manglende køl gjorde også båden mindre manøvredygtig, for man var nødt til at lave masterne spinkle og sejlene tynde for ikke at få for megen vægt i toppen. Derudover måtte man igennem en tidskrævende proces med at hejse alle kanonerne ned som ballast i bunden af skroget når man skulle sejle, ellers ville båden vælte ved det mindste vindpust. Men med kanonerne i lasten var kanonbåden prisgivet hvis det blev angrebet under sejladsen. Kanonbåden var fuldstændig afhængig af eskorte og ofte måtte den bugseres rundt af mindre både som fx galejen. Det gjald også når den skulle i stilling til at skyde. Alle kanonerne pegede lige frem og galejerne måtte trække og hive til vinklen mod målet passede præcist. En kanonbåd var ikke egnet til havsejlads, men den var uhyre effektiv mod mål på landjorden.

Galejer

En galej var nærmest en stor robåd med kanoner og latinersejl. Udover at være et vigtigt bugseringsfartøj for kanonbådene kunne den mange andre ting. Med årene og latinersejlene kunne den komme rundt overalt og meget hurtigt. Kanonerne sad i stævnen, så den kunne beskyde mål den sejlede imod, så som små landstillinger eller andre skibe. Galejen brugte man også til at landsætte soldater og så var den faktisk Tordenskiolds yndlingsskib, for det passede lige til hans temperament. Med galejen kunne han nemlig både komme hurtigt rundt mellem sine skibe, angribe mål og gå i land og slås.

Jagt

Jagten var en enmastet skude, man mest brugte til civile formål, så som transport og handel. Den kunne laste mellem 10-20 tons og var den mest almindelige skibstype i Danmark såvel som i Holland. Som krigsfartøj kunne jagten have 6-8 kanoner på øverste dæk.

Brig

Briggen var jagtens storebror og havde 2 master med fuld rigning. Briggen var et transportskib, der forholdsvist sejlede med fødevarer. Den kunne laste op til 25 tons og der sejlede mange skuder af denne type rundt især i det østlige Danmark.

Livet ombord

De store sejlskibe var utroligt flotte at se på, men at være ombord var ikke altid særlig rart. Man skulle ikke være mange dage til søs, før det ikke var så hyggeligt mere. På orlogsskibene var mandskabet stuvet sammen, og der var ikke noget, der hed kahytter til andre end Admiralen og de høje officerer. Kanonbrødre, soldater og den øvrige besætning måtte sove på gulvet mellem kanonerne, hvor de kunne finde plads, hvilket der ikke var meget af. Det hjalp lidt, da man omsider opfandt hængekøjen. Men den Måltiderne ombord var et af højdepunkterne, men det kunne maden ikke altid leve op til; efter få dage var der ikke flere friske varer tilbage, og man måtte nøjes med røgede eller saltede madvarer og nogle tørre kiks, man kaldte beskøjter. Der var ikke mange vitaminer og mineraler i maden, og adskillige søfolk bukkede under med skørbug, som en følge heraf. Faktisk omkom langt flere søfolk af sygdom end af krig. Drikkevand blev også hurtigt en mangelvare på de lange farter og det blev stærkt rationeret. Der var almindeligvis dødsstraf for at stjæle vand fra andre. Der var imidlertid masser af vand til andre formål lige omkring skibet, men søfolk var nu ikke kendt for at vaske sig så tit, og svømme kunne de fleste ikke. Man gjorde dog af og til det, at man hejste et sejl ned i vandet, som sømændene så kunne sidde på, som i et badekar, og blive vasket. Men der har uden tvivl lugtet lidt for meget af sved på skibene og det gjorde bestemt ikke lugten bedre, at der ofte lå en smule råddent vand og skvulpede i bunden af skibet.

På trods af forholdene har det næppe været svært at skaffe folk til skibene. Der var næppe meget mindre uhumske kår, der hvor de kom fra og de fleste har været eventyrlystne folk, med drømme om store bedrifter og skatte. I krigstid var det ikke ualmindeligt, at man direkte indfangede folk til besætning på skibene.