Folk og beklædning

I middelalderen var folk blevet delt ind i samfundsklasser og disse var stadig gældende da man nåede 1700-tallet. Der var stor forskel på bøndernes tøj og overklassens tøj, men det kom til at se noget anderledes ud. Allerede dengang begyndte Paris for alvor at skabe og diktere moden i store dele af verden. Tøjet fik større og større indflydelse på en persons sociale rang og der opstod et dyrt forbrug af tøj. Men der opstod også et sådan snobberi, at for at adskille samfundsklasserne blev det bestemt ved lov, hvad de hver især måtte bruge af penge på tøj.

Adelsmand med paryk og sminke, samt kjole, vest, knæbukser, silkestrømper og højhælede sko med spænde. Bonde med pibe, slidt og lappet tøj og halm i træskoene.

Mænd af stand, fornemme adelige og dem, der havde råd gik med hvidpudret paryk og bar sminke. Den nye franske mode dikterede, at de helst skulle se blege og sarte ud så det ikke lignede, at de var for meget ude og arbejde fysisk ligesom bønder. Derfor var de ofte pudret i ansigtet, og havde sågar tit malet et lille sart modermærke på kinden. Skjorten havde kniplinger i halsen og på brystet, herover bar de en vest og en halvlang frakke med smalle skuldre. Frakken var broderet med guld og sølvtråd, pailletter og silketråd. Knæbukserne blev lukket uden på de lange hvide silkestrømper med et spænde under knæet. Mænd var dengang de eneste, der viste ben og det var et modekrav at have flotte lægmuskler. Var man meget tyndbenet blev man derfor nødt til at spænde falske lægge på benene under strømperne. Det lyder måske lidt som hvad kvinder gør i dag lidt højere oppe på kroppen, men 1700-tallets fine herretøjstil var ret feminin. Det samme gjald, i øvrigt, den måde man skulle gebærde sig på; Man havde afdæmpede, runde, bløde bevægelser og viste sart elegance overfor kvinderne - og strittede gerne med lillefingeren.

Kvinderne havde ligeledes store håropsætninger eller hvidpudrede parykker. De bar stramme snøreliv, jo strammere jo bedre for kvinderne skulle helst ligne timeglasfigurer. Det kunne gå så galt, at ribbenene blev bøjet eller der opstod leverskader og andre ubehagelige ting, men man måtte i den grad lide for skønheden. Under de store tragtformede "klokke-kjoler" var der stativer så de kunne blive så brede så muligt. De blev lidt senere i perioden lidt smallere for og bag, til gengæld begyndte man at hænge puder på siderne for at hofterne kunne se så brede ud så muligt. Det var derfor heller ikke usædvanligt at se kvinderne gå sidelæns gennem dørene. Kjolerne havde stramme ærmer som gik til albuen, og var meget pyntede. Farveskalaen var mild og der var stor indflydelse fra østen.

Både Kvinder og mænds sko var højhælede, dog blev kvindernes hæle så høje at de fik en tippende og besværlig gang.

Bønderne gik i træsko, med halm i om vinteren. De bar lange strømper (ikke af silke), knæbukser, vest, hue og jakke - oftest af uld eller hør, og alt sammen uden unødvendigt pynt. Kvinderne bar lange løsthængende kjoler/nederdele som var tætsiddende i livet. Om hovedet havde de tørklæder.